Klar til sæsonstart: Dinger ser frem til at komme i gang
Efter en god opstart er ventetiden snart forbi for moderklubbens førstehold. I aften går det løs i Sjællandsserien, når holdet tager turen til Døllefjelde for at møde DMI på DØLLE Stadion med kampstart kl. 18.30.
For anfører Noah ’Dinger’ Huge Larsen er det en sæson, han har set frem til. Efter flere ugers træning og forberedelse glæder han sig til, at der igen kommer point på spil, og at holdet for alvor kan vise, hvad de har arbejdet med.
- Vi har haft en rigtig god opstart, hvor vi har fået trænet godt og fundet hinanden endnu bedre. Nu glæder vi os bare til, at det bliver alvor, og at vi kan komme ud og spille om point. Det er jo det, man spiller fodbold for, siger Noah ’Dinger’ Huge Larsen.
Ambitionen for efteråret er klar. Moderklubbens førstehold vil være med i den sjove ende af tabellen og gå efter en placering i top-seks – men for anføreren handler det også om den daglige udvikling og om at bygge videre på det, holdet har lagt i arbejdet gennem opstarten.
- Vi har en masse unge spillere, som virkelig gerne vil det her, og det er fedt at være en del af. Vi skal blive ved med at arbejde hårdt og hjælpe hinanden, så tror jeg også på, at vi kan få en rigtig god sæson.
Første opgave bliver dog en vanskelig en af slagsen. På DØLLE Stadion venter et DMI-mandskab, som er kendt for at være rutineret og svært at spille imod.
- Det bliver helt sikkert en hård kamp. DMI er et hold med masser af rutine, og de kender deres måde at spille på. Vi skal være klar fra første fløjt og turde spille vores eget spil. Hvis vi gør det og arbejder for hinanden, så har vi også gode muligheder for at få noget med hjem.
Selvom sæsonpremieren bliver en udfordring, er Noah ’Dinger’ Huge Larsen ikke i tvivl om, hvad holdet går efter, når dommeren fløjter op i Døllefjelde.
- Vi tager selvfølgelig derned for at vinde. Vi ved godt, at det bliver svært, men vi tror på os selv og på hinanden. Nu har vi ventet længe nok, så vi skal bare ud og give den gas og forhåbentlig tage de tre point med hjem til Nykøbing, slutter ’Dinger’.
Vi håber at se en masse NFC-fans i Døllefjelde i aften.