'Kom ud af PomFRITTEN – brug bolden’ med NFC

Børnene skal sammen med pædagoger på Østre Skole's SFO tilbydes en oplevelse af, at der er en sammenhæng mellem fodbold og bevægelse, sundhed og godt kammeratskab i danske fodboldklubber. Aktiviteten er bygget op omkring et samarbejde mellem Nykøbing FC, SFO og kommune.
På mission med Agent SuperSund
Som et omrejsende "Fodbold, lege - frugtland" ankommer "Kom ud af PomFRITTEN" til fodboldklubben og tager børnene med på en mission sammen med Agent SuperSund for at redde frugter og grøntsager fra udryddelse af den farlige Grev Mug.
DBU's to instruktører - alias Agent SuperSund og Grev Mug - samt 4-6 pædagoger fra de(n) deltagende SFO og 6-8 hjælpere/trænere/forældre fra fodboldklubben sørger for, at børnene får nogle sjove timer med fodbold i trygge omgivelser.
Agent SuperSund vil lede børnene igennem missionen, og Grev Mug vil drille dem lidt undervejs, men vil også under afviklingen hjælpe både klubbens hjælpere og de deltagende pædagoger gennem stationerne med gode råd og vejledning om, hvordan man kan forene fodbold og leg.
Efter Kom ud af PomFRITTENs besøg, har fodboldklubben mulighed for at invitere de deltagende børn til træning i klubben via invitationspostkort, mens SFO/fritidshjem får en vejledning med hjem, som kan inspirere til det videre arbejde med fodbold, bevægelse og sundhed i institutionen.