Kunstgræsbaner tegn på fremdrift

Etableringen af 2 helt nye kunstgræsbaner på den gamle cirkusplads på Østre Allé overfor Guldborgsund Zoos hovedindgang skal ifølge NFC være det første synlige tegn på, at noget stort er på vej.
I klubben tror man nu så meget på, at idrætscampus nok skal blive realiseret i og med, at de fleste af de 30 mio. kr, det vil koste, er i hus.
- Hidtil har det været en fusion mest på papiret, så etableringen af de 2 nye kunstgræsbaner skal vise, at vi tror på fremdriften. Det er derfor, at vi etablerer de 2 kunstgræsbaner nu, siger Rene F Sørensen.
Af de 6,6 mio kr., som byrådet har frigivet til formålet – og som er aftalt i forbindelse med det seneste budgetforlig, skal NFC selv betale halvdelen. Klubben har allerede tilkendegivet, at man har pengene i form af lån og egenkapital, som skal deponeres hos kommunen – og de vil senere indgå i den samlede finansieringsplan for realiseringen af campus.
Af praktiske hensyn er det også Guldborgsund kommune, som står som byggeherre af de 2 kunstgræsbaner, som også afventer en godkendt lokalplan. Forslag hertil er lige nu ude i forlænget høring.
Forventningen er dog, at etableringen af de 2 kunstgræsbaner kan kommer i gang omkring 1. juli så de kan være klar sidst på året.
Ifølge Rene Sørensen glæder man sig til de 2 nye kunstgræsbaner står færdig.
- De bliver hegnet ind, formentlig med noget lavt hegn af en slags, så når vi ikke selv bruger dem, så vil en skoleklasse, som har været i zoo og lige har lyst til at spille fodbold også kunne benytte dem eksempelvis om formiddagen, når vi ikke selv bruger dem, og andre vil også kunne leje sig ind på dem, siger NFC formanden.