Næsten 900 deltog i årets Tour de Falster

Knapt 900 børn og voksne havde fundet cyklerne frem for at tage en tur ud i det blå, da et af årets helt store lokale familiecykelløb blev kørt. Tour de Falster er for mange så fast en del af Kristi himmelfartsdag, at de deltager år efter år, men der var også debutanter blandt årets deltagere.
Og vejrguderne var heldigvis med os, og viste sig fra en fornuftig side. I år deltog som sagt næsten 900 personer og det var som altid hyggeligt og mange kunne nyde deres frokost i det grønne med en vand eller pilsner til. Der var igen i år flere firmahold med og mange med sjove cykler og larmende musikanlæg.
Det var så 42. gang at Tour de Falster løb af stablen, og anden gang at NFC's venner var en del af det. Der var ikke deltagerrekord, som ville kræve næsten 1500 deltagere, men arrangørerne var rigtig godt tilfredse.
- Vi hørte ikke om nogle større uheld, og alt forløb i god ro og orden lød det efterfølgende fra NFC's venners formand Jesper Kawa, som udtrykte ønske om at udvikle løbet yderligere.
- Vi skal hele tiden forsøge at forbedre løbet en lille smule, og måske ændre nogle småting, men dog uden at pille i selve grundtanken med Tour de Falster slutter Jesper Kawa.
Overskudet fra løbet går til Nykøbing FC's ungdom.