Menu

Nykøbing FC og Team Sydhavsøerne inviterer til VM-finale på storskærm!

25. juni 2014 kl. 14:15
De to klubber, der jo ellers tilhører hver sin sportsgren, har fundet sammen om at lave en lokal begivenhed ud af VM-finalen d. 13. juli.

De to klubber, der jo ellers tilhører hver sin sportsgren, har fundet sammen om at lave en lokal begivenhed ud af VM-finalen d. 13. juli. Samarbejdet kom på benene med baggrund i at Nykøbing FC har faciliteterne, og Team Sydhavsøerne udstyret - og begge klubber har lyst til at lave flere arrangementer end "bare" hjemmekampene. Så nu vises finalen altså på landsdelens største udendørs storskærm - på 32 m2!


Klik på billedet for at se plakaten 
Det er endnu uvist hvem der spiller finalen, men der er traditionelt rigtig mange danskere der ser med - i 2010 var der lige under 2 millioner der så Spanien blive verdensmestre med en sejr over Holland. Der må derfor også formodes at være en vis lokal lyst til at se kampen, og hvorfor så ikke gøre det til en fælles begivenhed, i selskab med nogle hundrede andre?

Thomas Kaufmann Lund, der er sponsorship manager i Nykøbing FC, er begejstret for at det lykkedes at få samarbejdet og arrangementet op at stå: "Vi er rigtigt glade for at vi i fællesskab med Team Sydhavsøerne kan skabe en VM-fodboldfest på Nykøbing FC's hjemmebane.

Vi inviterer hele Lolland-Falster indenfor, og håber på en stor opbakning fra alle. Med projektet er der samtidig banet vej for, at TSØ og NFC i fremtiden kan skabe arrangementer sammen til glæde og støtte for både håndbold og fodbold i vores landsdel".

Kim Nielsen, forretningsfører i Team Sydhavsøerne, glæder sig over et nyt og spændende samarbejde: "Team Sydhavsøerne prioriterer i forvejen samarbejde på kryds og tværs, og med dette nye samarbejde får vi endnu en mulighed for at lave noget spændende, som vi ikke kunne gøre ligeså godt alene. Desuden har vi de her lækre LED-bander, som kan samles til en storskærm. Vi vil gerne vise at den også kan bruges eller lejes til udendørs arrangementer, så når den kommer hjem fra Vordingborg Festuge, skal den en tur forbi stadion i Nykøbing... og jeg er sikker på at det bliver en sjov og hyggelig aften".

Finalen vises på storskærm på Telenor Arena i Nykøbing fra klokken 21.00. Dørene åbnes klokken 19.30 med optakt på storskærmen, og der er både plads til at man medbringer egen stol eller tæppe, eller finder en plads på tribunen. Der er gratis adgang, på dén betingelse at det ikke er tilladt at medbringe egne mad- og drikkevarer. Til gengæld sørger TSØ og NFC for, at der er salg af øl, vand, vin & snacks på stadion til fornuftige priser.

Vi takker de 5 sponsorer: Frimann Biler, Fritidsnyt, Lou Revision og AutoCentro & La Comida

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk