Menu

Præcisering af regler vedr. matchfixing

image
Ravnen
24. marts 2015 kl. 07:15
I lyset af gårsdagens udsendelse på DR1, så ønsker vi endnu engang at præcisere hvad man må og ikke må i forhold til betting

Her har vi samlet spørgsmål og svar om betting, matchfixing og uetisk adfærd

Du kan læse, hvad der er tilladt og hvad der er forbudt i forhold til at indgå væddemål hos spiludbyderne (betting). Du kan ligeledes læse om matchfixing og uetisk adfærd.

Må jeg eller må jeg ikke?

JA:

  • Indgå væddemål på hvem der vinder DM, når jeg selv spiller i 1. division eller i en lavere række.
  • Indgå væddemål på DBU-pokalen når mit eget hold ikke længere deltager
  • Indgå væddemål på en 1. divisionskamp, når jeg selv spiller i Superligaen, eller omvendt
  • Har læst om et skadesplaget hold i en anden række, og bruger den viden til at indgå væddemål
  • Modtage et rejsegavekort fra dagens kampsponsor fordi jeg blev ”man of the match”
  • Indgå væddemål på andre sportsgrene

NEJ:

  • Indgå et væddemål på den kamp, jeg selv deltager i
  • Indgå et væddemål på mit hold, da jeg ikke selv er udtaget til kampen
  • Indgå væddemål på min egen kamp, da jeg er skadet
  • Indgå væddemål på et andet hold i samme række, som jeg selv spiller i '
  • Fortælle andre om vores holdopstilling som skal bruges til at indgå væddemål
  • Modtage gaver eller ydelser i forbindelse med en kamp fra personer, jeg ikke kender
  • Jeg anmelder ikke min mistanke om eller mit kendskab til matchfixing

 

MATCHFIXING

Matchfixing defineres ved handlinger, der medfører en uregelmæssig ændring eller påvirkning af forløbet af en fodboldkamp for at opnå en fordel eller gevinst for sig selv eller andre, fjerne hele eller dele af den usikkerhed, der normalt er forbundet med forløbet og udfaldet af en kamp.

Kort fortalt: Du skal til enhver tid yde dit bedste mulige. Alle former for forsøg på og medvirken til matchfixing er forbudt efter idrættens regler. Det er ligeledes forbud i strafferetslig forstand og kan medføre fængselsstraf!

SPIL PÅ EGEN KAMP/RÆKKE

Spørgsmål: Må en spiller fra Superligaen indgå et væddemål på 1.000 kr. på, hvem der vinder Superligaen? Han spiller ikke på sit eget hold, da han forventer, at de skal kæmpe for at undgå nedrykning.

Svar: NEJ, der spilles indirekte på eget hold. Selvom væddemålet i alt omhandler 198 kampe, så indgår der i alt 33 af hans egne kampe.

Spørgsmål: En 1. divisions spiller indgår væddemål på en kamp i Superligaen. Er det lovligt?

Svar: JA, spilleren indgår et væddemål i en anden række end den, han selv spiller i.

Spørgsmål: Må en spiller i 2. division indgå et bet på 2.000 kr. om, hvem der vinder DBU-pokalens 4. runde mellem 2 hold fra Superligaen. Spilleren skal selv samme aften spille kamp mod et hold fra 1. division ligeledes i DBUpokalens 4. runde.

Svar: NEJ, spilleren må ikke indgå væddemålet, da hans eget hold deltager i DBU-pokalen (samme række).

Spørgsmål: En spiller beder sin kæreste om at indgå et bet på 1000 kr. på ham som første målscorer i den træningskamp, som hans hold skal spille næste dag. Er det tilladt?

Svar: Nej, spillere indgår indirekte et væddemål på eget hold, idet han opfordrer kæresten til at indgå væddemålet.

Kort fortalt: Du må under ingen omstændigheder indgå eller få andre til at indgå væddemål på kampe, rækker eller turneringer, hvori du selv eller dit hold deltager i. BEMÆRK: DBU har indført en særregel der forbyder spil på kampe i den række, man selv deltager i! Man må dog godt spille på egen turnering, når man ikke selv deltager længere – f.eks. hvis man er slået ud af pokalturneringen, eller hvis man skifter til en klub i en anden række.

INTERN VIDEN

Spørgsmål: En spiller i 1. division har læst i avisen, at en anden klub fra 2. division er hårdt ramt af skader. Han kontakter deres holdleder, som han kender. Holdlederen bekræfter skaderne, hvorefter spilleren indgår et væddemål på 1.500 kr. på nederlag til holdet, som skal spille en 2. divisionskamp senere samme aften. Er væddemåler tilladt?

Svar: JA, spilleren udnytter en på forhånd offentlig kendt viden, eftersom han har læst det i avisen, og spilleren indgår væddemål på en kamp i en anden række end den, han selv spiller i. BEMÆRK: Hvis oplysningerne ikke havde været offentliggjort, ville spilleren have brudt reglerne, idet han udnyttede intern viden til at indgå et væddemål. Hvis holdlederen ligeledes var bekendt med at oplysningerne skulle bruges til at indgå et væddemål, ville han også have overtrådt reglerne.

Spørgsmål: En Superliga-spiller har hørt fra sin bror, som spiller i 1. division, at de vil spare 5 spillere, og derfor stiller meget svækket op til aftenens 1. divisionskamp. Må Superligaspilleren indgå væddemål på broderens kamp?

Svar: NEJ, selvom der indgås væddemål på en anden række, så udnytter broderen en intern viden til at indgå væddemål. Kort fortalt: Du må aldrig modtage eller videregive hemmelige oplysninger, som skal misbruges til at indgå væddemål.

MODTAGELSE AF GAVER

Spørgsmål: En spiller bliver kontaktet af sin agent efter kampen, og oplyser ham om, at han har en gave til ham, som han har fået af en ukendt tilskuer. Gaven består at et dyrt ur. Må spilleren modtage gaven?

Svar: NEJ, gaven kommer fra en ukendt person, og gaven gives ikke i naturlig tilknytning til kampen.

Spørgsmål: En spiller modtager en rejsegavekort på 1 uges ferie sydpå fra en af klubbens sponsorer. Gaven gives fordi spilleren blev kåret til årets spiller i forbindelse med sidste hjemmekamp. Må spilleren modtage gaven?

Svar: JA, da gaven gives af en af klubbens sponsorer, og fordi det umiddelbart skønnes at være som en naturlig del af konkurrencen; Hvem har været bedst i hele sæsonen.

Kort fortalt: Du må aldrig modtage eller give gaver eller ydelser som ikke hænger naturligt sammen med den kamp eller turnering, som du deltager i.

Hvem gælder reglerne for?

For klubber og personer, som er formel eller reel deltager i en kamp, som spiller (uanset om man er udtaget til den pågældende kamp), træner, leder, sundhedspersonale, dommer eller en anden funktion. Kort sagt så gælder reglerne for alle personer, som er involveret omkring holdene i klubberne, og de personer som er involveret i selve kampafviklingen.

Stadig i tvivl?

Hvis du stadig er i tvivl om reglerne, så undlad at indgå væddemål, før du er helt sikker på reglerne. Du kan finde flere oplysninger på www.dbu.dk/matchfixing

Hvis du har spørgsmål om matchfixing og tilsvarende uetisk adfærd, er du velkommen til at kontakte DBU på matchfixing@dbu.dk eller ringe til DBU’s sikkerhedschef Henrik Kjær Jensen på telefon 4326 2281.

Anmeld matchfixing og tilsvarende uetisk adfærd!

Enhver person, som har mistanke til eller viden om en handling, der er omfattet af reglerne har pligt til at anmelde det til Danmarks Idrætsforbund eller DBU: Hotline: 7070 7094 Hotmail: mail@stopmatchfixing

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk