Vi mangler frivillige
Nykøbing FC er en forening med over 1.000 medlemmer. Derfor er der også rigtig mange opgaver, der hver dag skal klares for, at hverdagen fungerer for alle i klubben. Desværre er der for få frivillige hænder til at drive klubben. Det er et stort problem. Mange af de frivillige som er i klubben, og som yder en kæmpe indsats, er så overbebyrdet, at der er kraftigt behov for at flere melder sig og giver en hånd med.
DU kan hjælpe Nykøbing FC, dig selv og os alle sammen med at gøre klubben endnu bedre, mere veldrevet og dermed også sjovere at være i.
Al hjælp kan bruges - Vi behøver dig
Nykøbing FC er en forening drevet af frivillige. Derfor har vi også alle et fælles ansvar at få klubben til at fungere. Præmissen for enhver frivilligforening er, at alle bidrager. Og der er heldigvis mange måder at være frivillig på, så alle kan bidrage.
Opgaverne er nemlig så mange og så forskellige, at vi har brug for alle - både dem, der vil være med i et af klubbens udvalg og fx skabe bedre faciliteter eller arrangere fodboldskoler, dem som er gode til at koordinere, strukturere, administrere og organisere og dem som synes, det er hyggeligt at være med omkring arrangementer, kampe og stævner.
Al hjælp kan bruges. Har man på grund af en travl hverdag kun mulighed for at stille op på ad hoc-basis nogle få gange i løbet af et år til praktiske opgaver, fx at vende pølser, smøre sandwich, svinge en kost eller noget helt fjerde i er det også en kæmpe hjælp, som i sidste ende vil gøre en stor forskel for klubbens børn og unge.
Nykøbing FC er i rivende udvikling - vær med
I Nykøbing FC kan du være med til at hjælpe og præge udviklingen i en klub, hvis potentiale er kæmpe stort. Vi har mere end 850 medlemmer, som spiller i NFC-trøjen på et af vores 2 anlæg. Vi har fodboldtilbud til alle - uanset forudsætninger og ambitionsniveau. Vi har et elitetrænerteam, som arbejder hårdt på at udvikle talenterne i klubben til at blive fremtidige topspillere på 1. seniorholdet. Med andre ord: Vi har et rigtig godt grundlag at arbejde ud fra.
Skal den gode udvikling fortsætte, kræver det imidlertid, at flere involverer sig: forældre, bedsteforældre, naboer, venner og bekendte. Alle der har lyst til at være en del af fællesskabet i Nykøbing FC er velkomne.
Meld dig nu
Vi tror, håber og forventer fra bestyrelsens side at I vil bakke op om den klub, vi alle er en del af og nyder godt af, så vi i fællesskab kan dele opgavebyrden på flere skuldre. Kom og gør en forskel og vær en del af fællesskabet i Nykøbing FC.
Meld dig ved at skrive til nykobingfc@nykobingfc.dk, med angivelse af:
- Navn
- Tilhørsforhold til klub/hold/afdeling
- Evt. nuværende funktion i klubben
Hvis man allerede nu ved, hvad man har lyst til og kan bidrage med, angives dette også - også selvom det måtte falde uden for de nævnte eksempler på ovenfor nævnte områder. Al hjælp kan bruges!
Mange sportslige hilsner
Nykøbing FC's Bestyrelse