Lokal profil tiltræder i ny dobbeltrolle i Nykøbing FC

Frederik Fog Daae er ny mand i Nykøbing FC’s organisation i både bredde- og PRO-afdelingen.
Nykøbing FC styrker organisationen markant med ansættelsen af Frederik Fog Daae, der pr. 1. august tiltræder i en dobbeltrolle som både projektleder og salgsmedarbejder i klubben.
Frederik Fog Daae vil derfor være ansat i både bredde- og PRO-afdelingen i Nykøbing FC.
Den ene del af ansættelsen udspringer af den støtte, som Nykøbing FC har modtaget fra Spar Nord Fonden. En støtte, der har til formål at styrke klubbens arbejde med unge samt udvikle stadionoplevelsen og tiltrække nye målgrupper. Her bliver Frederik Fog Daae ansvarlig som projektleder med særligt fokus på at engagere børn og unge i og omkring Nykøbing FC – både gennem konkrete aktiviteter og events i Lollands Bank Park.
Sideløbende med projektlederrollen indtræder Frederik også i klubbens salgsteam, hvor han får til opgave at være i tæt dialog med klubbens mange eksisterende og potentielle partnere. En rolle, hvor han vil blive et kendt ansigt i det lokale erhvervsliv.
Frederik Fog Daae er født og opvokset i Nykøbing Falster og har gennem sin karriere oparbejdet stor erfaring med salg, strategi og ledelse. Karrieren startede i Elgiganten, hvor han avancerede fra sælger i Gentofte til salgsleder, storemanager og sidenhen salesmanager med ansvar for blandt andet kampagner og produktstrategi. Senest har han haft en ledende rolle i Humac, inden han for tre år siden flyttede tilbage til Falster med sin familie.
Det er dermed en både lokal og erfaren profil, der nu træder ind i Nykøbing FC, hvilket vækker begejstring hos klubbens breddeformand, René Fjeldsøe Sørensen:
– Vi er utrolig glade for, at Frederik er med ombord. Han er en stærk lokal profil, som kommer med masser af energi, gode idéer og ikke mindst strategisk erfaring. Nykøbing FC har over 1.000 medlemmer, hvoraf mange er børn og unge, og dem glæder vi os til at engagere endnu mere i klubben. Vi drømmer om, at endnu flere bliver en del af det fantastiske fællesskab, vi har både på og udenfor banen. Lollands Bank Park skal være et samlingspunkt for vores medlemmer og for lokalbefolkningen som helhed, og det kommer Frederik til at spille en central rolle i.
Også Frederik Fog Daae selv glæder sig over, at det er blevet muligt at blive en del af klubben, han har haft et godt øje til længe.
– Jeg er utrolig stolt over nu at være en del af Nykøbing FC. Det er noget, jeg længe har håbet kunne lade sig gøre. Jeg går ind til opgaven med stor ydmyghed, men også med masser af gåpåmod, for der er ikke noget, jeg hellere vil, end at være med til at løfte klubben. Jeg vil arbejde for at skabe synergier, der kan understøtte klubbens mantra om, at succes skabes sammen, og jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet og komme i gang.
Frederik Fog Daae tiltræder sin stilling i Nykøbing FC den 1. august, og ansættelsen løber foreløbigt året ud.