Menu

Mørkeblåt comeback: Schwensen og Blach tilbage i NFC

image
12. februar 2026 kl. 10:06

Der er gensynsglæde i Nykøbing FC, hvor både Milas Schwensen og Jacob Blach er tilbage i moderklubben. De to mørkeblå profiler skal i foråret repræsentere klubbens Sjællandsserie-hold og tilfører både kvalitet, erfaring og ikke mindst stærk klubånd til truppen.

Milas Schwensen vender hjem efter et halvt års ophold hos Næstveds 2. divisionsmandskab, mens Jacob Blach er tilbage i Danmark efter et par år i USA, hvor han har kombineret college-fodbold og studier i Texas.

Begge spillere har NFC dybt forankret i hjertet, og deres tilbagevenden understreger den særlige kultur og sammenhængskraft, der kendetegner klubben.

– Jeg har altid følt mig mørkeblå, så det her er uden tvivl som at vende hjem, siger Milas Schwensen og fortsætter:

– Opholdet i Næstved var lærerigt, men for mig er det vigtigt at være et sted, hvor jeg føler mig hjemme. Løsningen med at spille på Sjællandsserie-holdet er perfekt, fordi jeg kan kombinere fodbolden med mit studie på en god måde.

Jacob Blach har haft store oplevelser på den anden side af Atlanten, men glæden ved at være hjemme igen fylder mindst lige så meget.

– Det har været en kæmpe oplevelse at spille college-fodbold i USA, som jeg altid vil tage med mig, fortæller han.
– Men da det stod klart, at jeg skulle hjem, var det meget naturligt, at det skulle være i NFC. Det er min klub. Det er her, jeg tog mine første fodboldstøvler på, så det gav næsten sig selv.

Selvom de tilsammen står noteret for knap 70 divisionskampe for NFC, har hverken Schwensen eller Blach haft betænkeligheder ved nu at repræsentere NFC i Sjællandsserien.

– Det handler i bund og grund om kærligheden til klubben, lyder det samstemmende.
– Rækken ændrer ikke på stoltheden ved at trække den mørkeblå trøje over hovedet.

Begge spillere peger samtidig på, at der er noget spændende under opbygning omkring moderklubbens bedste seniorhold.

– Der er et fedt projekt i gang, og man kan mærke, at der bliver arbejdet seriøst med tingene, siger Jacob Blach, mens Milas Schwensen supplerer:
– Det bliver tydeligt, når spillere som Noah “Dinger” Huge Larsen også har købt ind på projektet. Det siger noget om retningen og ambitionerne, hvilket jeg synes er utroligt fedt.

Med Schwensen og Blach tilbage i NFC-regi får Sjællandsserie-holdet ikke bare to stærke fodboldspillere, men også to tydelige kulturbærere med mørkeblåt blod i årerne.

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk