Herre OB: Videre i pokalen
Onsdag aften drog det ene oldboys hold til Køng for at møde Svend Gønge IF i Pokalen. Afgang fra Nykøbing kl. 17.00 og med en rejsetid på ca. 45 min og kampstart kl. 18.00, så var stilen ligesom lagt fra cheftræner Thomas "Kalle" Karlsson. Kalle, som i øvrigt havde haft sine udfordringer med at få 11 spillere til at dukke op til denne kamp - et lille opråb til alle Oldboys spillere i Nykøbing FC om at støtte op omkring disse hold er vist på sin plads her, fortalte om taktikken via gruppekald på telefonen. Og efter en hurtig omklædning kunne vi træde ind på grønsværen, og kampen blev fløjtet igang. Om det var af sympati eller de blot har de samme udfordringer, så startede Svend Gønge IF kampen med 9 spillere, men blev i løbet af de første 5 min fuldtallige.
Der kan ikke skrives meget positivt om første halvleg. Hele flokken spillede mildt sagt ski.. dårligt. Vi kommer dog foran 1-0 på mål af Thomas "Jeg stod stille i hele kampen" Larsen. Men lidt efter så udligner Svend Gønge IF til 1-1. Første halvleg bød på mange flotte afleveringer til modstanderen fra NFC's side af, og ofte forsøgte folk det svære frem for det lette. Ved halvleg stod den 1-1, og Heine "slaske" Søndergaard tog konsekvensen af sit dårlige spil og lod sig udskifte. En klog beslutning skal det i øvrigt siges. Aftalen var at vi i anden halvleg skulle forsøge at spille bolden mere, og lade bolden gøre arbedet.
Det lykkedes til dels. Vi havde i hvert fald bolden meget mere, og i løbet af de første 10 min kommer vi til en hel del afslutninger. Vi kommer endda foran. Martin "Velo" som arbejdede stenhårdt i de først 3,5 min på kanten, tager et par fikse træk, eller retter sagt så løber han forbi en mand, og skyder på kassen. Bolden suser ind i målhjørnet, og så står den 1-2 i vores favør. Samme Velo havde 5 min. forinden haft et frispark lige uden for feltet, men bolden blev sparket så meget over mål, at selv Preben Elkjærs famøse straffe under EM i 1984 virkede tæt på. Vi havde en smule momentum i kampen, og fortsatte imod Svend Gønge IF's mål. Casper Ravn har et velplaceret skud langt ude fra, som sejler ind i målhjørnet - nogen vil i denne situation påstå at det var en aflevering, men ikke Ravn. Nu stod den 3-1 og vi havde godt styr på kampen. Desværre giver vi dem enkelte chancer, men med en Claus Jensen på mål, så blev der ikke givet noget ved døren. Claus stod en næsten fejlfri kamp - der var dog en enkelt situation hvor han blev i tvivl om han skulle løbe ud imod bolden eller blive stående. Her valgte han i stedet at falde i sit eget snørebånd. Heldigvis for os så blev det ikke omsat til mål. Jeg er sikker på at Claus i dag nyder sin citronmåne med største velbehag (red. han har fødselsdag i dag) efter den flotte kamp. Kort efter scorer Thomas Larsen igen, og kommer derefter op på i alt 2 løbeture i kampen. Ganske effektivt. Steven slutter festen af ved at løbe fra forsvaret og score til kampens resultat 1-5 i NFC's favør efter en fantastisk aflevering fra cheftræneren (Jeg håber virkelig på at blive udtaget igen:-)). Dette var faktisk første gang, at Steven kom op i fuld fart. Vi har mulighed for yderligere mål, men cheftræner for Veteran 1 Hugo Haase ville det anderledes. Heine, som er kommet på banen igen, laver et flot rush op ad banen og får lagt bold ind i hovedet på Hugo, som fuldstændig umarkeret header bolden forbi. Hvis Hugo en dag skulle score, så bringer vi selvfølgelig et eksklusivt interview med ham her på nykobingfc.dk. Slutteligt skal det siges, at Heine spillede sig ind i varmen igen med nogle flotte løb på venstre kanten. Den ene gang var han faktisk løbet fra alt og alle og snydt en modstander på baglinjen, men da der ingen medspillere var i feltet, så lod han bolden gå ud over baglinjen til et målspark til modstanderen.
Vi er videre i pokalen, og det var det vigtigste. Cheftræner Thomas Karlsson udtalte efter kampen, at han næste gang nok ville indkalde folk 5-10 min før - dette lyder ganske fornuftigt.
Kampen spiller blev - tja det blev droppet pga den svage indsats.
Næste kamp for Oldboys 1 er på næste onsdag den 11. september kl. 18.15 imod Maribo. Dette er faktisk et topopgør i oldboys, og NFC kan reelt hjemtage mesterskabet med en sejr. Så hvis du plejer at være med omkring dette hold, så må du gerne kontakte Thomas Karlsson på tlf. 2240 3553, og give besked om du kan spille.