NFC Gå-fodbold til første stævne: Masser af spilleglæde og smil

Hos Nykøbing FC er vi stolte af vores mange initiativer under NFC Samfund, hvor fællesskab og bevægelse går hånd i hånd. Ét af disse tiltag er NFC Gå-fodbold, som gennem de seneste par år har samlet en dedikeret gruppe spillere til ugentlig træning på banerne i Nykøbing.
Gå-fodbold er en langsommere variant af det traditionelle fodboldspil og henvender sig til voksne mennesker, der gerne vil bevæge sig (uden at det foregår i løb), have det sjovt og indgå i et fællesskab med andre.
Forleden blev det så tid til den helt store ilddåb, da vi stillede med to hold til et gå-fodbold stævne i Hundige. Her blev der dystet mod klubber fra Sjælland – og selvom resultaterne ikke var i fokus, blev der leveret masser af gode kampe, grin og høj puls.
Dagen blev krydret med nye NFC gå-fodboldtrøjer, der kun styrkede sammenholdet på gå-holdet.
Vi glæder os til mange flere gode stunder med Gå-fodbold holdet – både på trænings- og kampbanen.
Har du lyst til at være en del af NFC Gå-fodbold? Læs mere og tilmeld dig her.
Gå-fodbold er etableret i et samarbejde mellem Nykøbing FC, Forum for Mænds Sundhed, Dansk Arbejderidrætsforbund, Atriumfonden og Folkesundhed samt ikke mindst Guldborgsund Kommune.