Flot weekend for NFC's talenthold

U/17 Drenge Divisionen
Nykøbing FC - B. 93 2-3 (1-0)
Mål: 1-0 (38. min.) August Klostergaard Pedersen. 1-1 (55. min.). 2-1 (63. min.) August Klostergaard Pedersen. 2-2 (65. min.). 2-3 (80. min.).
Cheftræner Brian Rasmussen var tilfreds med indsatsen trods nederlaget mod et af topholdene, og 1-0-førignen ved pausen var stik imod spil og chancer. Keeper Jeppe Rasmussen i NFC-målet havde flere gode indgreb, og August Klostergaard Pedersen afsluttede et perfekt opspil fra Simon Schultz til føringen. Efter pausen fik københavne er udvisning efter 47 minutter, men de var stadig pågående. Viktor Stryger havde chancen for at øge til 2-0, men i stedet blev det 1-1 efter en kæmpe forsvarsfejl. NFC kom foran, da 93-keeperen gav August Klostergaard Pedersen en gratis chance, og han scorede i et tomt mål. B. 93 fik igen udlignet, og gæsterne scorede sejrsmålet, mens NFC-erne korrekt appellerede for at frispark. Liniedommer Troels Nøhr Jesper havde afløst en fiberskadet Michael Skaarup med fløjten, og han skal nok ikke forvente julekort fra NFC.
U/15 Drenge Øst 1
Nykøbing FC - B. 1903 2-1 (1-0)
Mål. 1-0 (14. min.) Lucas Nyman Engelmand. 1-1 (54. min.). 2-1 (62. min.) Mohammed Osman Mohammed.
Fortjent hjemmesejr, men B. 1903 skabte spænding, da de i en god periode fik udlignet til 1-1. Lucas Nyman Engelmand bragte NFC i front assisteret af Nikolaj Hildebrand efter eminent opspil lige efter fodboldens a-b-c. B. 1903-træneren var rasende og brugte pausen til at "piske" spillerne frem, så selv dyrene i folkeparken gemte sig. Det gav dog ikke point, da Milas Schwensen med et indlæg stod bag sejrsmålet fra Mohammed Osman Mohammed. Matchvinderen var i hopla sammen med Nikolaj Hildebrand og Samuel Ayele, og bortset fra perioden omkring målet tll 1-1 havde NFC et klart overtag.
U/14 Drenge Øst 2
Nykøbing FC - FA 2000 2-0 (0-0)
Mål: 1-0 (38. min.) Peter Birkegaard. 2-0 (64. min.) William Hansen.
Da NFC kom foran 1-0, var det nærmest spil til gæsternes mål, og sejren var sikker. Københavne fik meget lidt plads til afslutninger, og Peter Birkegaard bragte hjemmeholdet foran på et langskud. William Hansen slog sejren fast efter glimrende kombinationer, og NFC fortsatte kampen ud med at styre det hele anført af Anders Elo Petersen, Julius Jensen og Kalle Bjerregaard.
U/13 Drenge Øst 1
Nykøbing FC - HIK 3-1 (0-0)
Mål: 1-0 (39. min.) Rasmus Berner. 2-0 Magnus Nykjær. 2-1 (55. min.). 3-1 (59. min.) Oskar Gärtig.
NFC var især godt kørende i 2. halvleg og tog stikket hjem efter en jævnbyrdig indledning. Rasmus Berner bragte NFC i front på hovedstød efter et frispark fra William Lohse. Magnus Nykjær øgede til 2-0 på hovedstød efter indlæg fra Ole Jakobsen, men HIK fik reduceret. Kort før tid slog Oskar Gärtig sejren fast på frispark. Hos NFC var der en stærk indsats fra Oskar Gärtig, Noah Huge Larsen og Elias Friederichsen.