Endnu en fantastisk uge på fodboldskolen i Nykøbing FC er slut
Igen i år havde vi fornøjelsen af at byde velkommen til børn fra både Nykøbing FC og en række andre klubber. Det er noget af det fede ved fodboldskolen. Her betyder klublogoet ikke så meget – her handler det om at spille fodbold, få nye venner og have en god uge sammen.
Der var som altid fart over feltet. Udover de mange træningspas blev der også tid til bumper balls, oppustelige baner, konkurrencer, vandkampe, besøg af vores divisionsspillere og selvfølgelig den traditionsrige kamp mellem børn og voksne. Vi lader stadig børnene tro, at de havde en chance...
Hver morgen startede med fælles samling og den efterhånden legendariske kyllingedans, som igen i år fik både børn og voksne til at trække på smilebåndet. Det er måske ikke kønt – men det er blevet en tradition.
Når temperaturen steg, sørgede vores sponsorer heldigvis for lidt ekstra forkælelse. Børnene fik frisk frugt hver dag, og der blev naturligvis også serveret is. Det er svært at finde noget, der skaber større jubel end ordene: "Nu er der is!"
Bag kulisserne stod omkring 30 frivillige, som brugte en uge af deres sommerferie på at give børnene en god oplevelse. Trænere, hjælpetrænere, køkkenfolk, café, praktiske hjælpere og alle de mange andre, der får hjulene til at dreje. Uden jer var der ganske enkelt ingen fodboldskole.
Noget af det, der glæder os allermest, er også de mange unge ass. trænere, som tager ansvar og er med til at skabe en god uge for de yngre børn. Det lover godt for fremtiden – både for fodboldskolen og for foreningslivet.
Vi håber, at alle er taget hjem med trætte ben, et smil på læben og lyst til at være med igen næste år. Vi glæder os allerede.